Brasiliansk fodbold

Når ens fjernsynshøjtalere pludselig flænses af en mandsstemme - tilhørende en tilsyneladende sindsforvirret og manisk person - udbasunere: "Gooooooooooooooooollllllllllllllllll", hvilke associationer dukker så op i de flestes bevidstheder?

Sikkert nogle vi egentlig alle har tilfælles: En storsvedende fodboldkommentator, der i fuldstændig vild ekstase over en smuk scoring, brøler sin glæde ud til et kogende kæmpestadion, proppet med 100.000.torceidores(brasilianske fodboldtilhængere) og til millioner af ellevilde seere i hele Brasilien - og ofte endnu flere i resten af verdenen. Brasilien har nemlig igennem hele fodboldens historie begejstret jordens befolkning med utal af fremragende spillere, fantastiske kampe og flere verdensmesterskaber.
Det der virker så dragende ved brasiliansk fodbold er først og fremmest den glæde ved spillet de brasilianske spillere udstråler. Deres indstilling til fodbold virker forfriskende i forhold til andre landes, hvor stiv, disciplinær og kommercialiseret professionalisme efterhånden præger billedet.
Med brasiliansk fodbolds stærke udtryk, fest og livsbekræftende passion, er den da også meget mere end et spil for brasilianerne. Det er et rum, eller rettere sagt en bane, hvor de virkelig føler sig værdsat i resten af verdenens øjne - og lige netop det betyder uendeligt meget for den menige brasilianer. Fodbold er med andre ord, et spil hvor brasilianske mænd og kvinder, hvad enten det er som spiller eller tilskuer, har optimale betingelser for at kunne udleve deres særprægede og smittende mentalitet.
Vi her i Net travel service mener at fodbold er en så integreret (og desværre af flere turister overset) del af den brasilianske kultur, at vi har den store glæde at kunne tilbyde en oplevelse i særklasse blandt de mest kulørte, festglade og medrivende i Brasilien: en fodboldkamp på en verdens mest betagende sportsarenaer, det enorme stadion Maracaná i Rio de Janeiro.

BRASILIENS LANDSHOLD
Med 5 verdensmesterskaber, deltagelse ved samtlige historiens VM-slutrundersamt seks triumfer i Copa America turneringen (Sydamerikas ækvivalent til Europamesterskabet), er Brasilien i besiddelse af et generalieblad intet andet land kan fremvise. Der kan ingen tvivl herske om at Brasiliens legendariske landshold er et verdenskendt og beundret fænomen. Selv i de ikke-fodboldinteresserede kredse har holdet indprentet sig et stærkt indtryk, for når crémen af de brasilianske spillere på charmerende vis lader deres boldkunnen folde sig ud, dribler de sig vej ind i manges hjerter.
Historien om den fattige dreng der med bolden klistret til fødderne har spillet sig frem til rigdom og berømmelse, samtidig med at han i sine lysende stunder løfter store dele af befolkningen ud af en problemfyldt hverdag, er populær og ikke helt forkert når man kigger på flere af de store spillere.

Med legenden Péle som det altoverskyggende bevis, er fodboldspillet en vigtig faktor for landets sociale mobilitet. I lighed med andre store spillere som Garrincha; den lægeuddannede Sokrates, der også brugte sin popularitet politisk; Zico; problembarnet Romario og endelig de stadig aktive Rivaldo, Ronaldo og Ronaldinho, kæmpede Pelé i kraft af sit gudbenådede talent sig ud af sin fattige baggrund, og opnåede det ultimative for en brasiliansk sportsmand, nemlig befolkningens gunst mens han repræsenterede sit land på højeste niveau.

Brasilianske spillere er igennem deres præstationer på landsholdet, blevet kendt som offensive og spændende spillere, med masser af mål i støvlerne. Begrebet sambabold er opstået som følge af dette, og er i dag betegnelsen for den slags fodbold hvor spillerne, som betegnelsen jo antyder, i målrige kampe danser sig gennem diverse forsvar. Og har man fulgt landsholdet over blot et par kampe, går det hurtigt op for én at dette på ingen måde er misvisende.

Holdet spiller ud fra en filosofi om angrebsivrig fodbold, og det er et krav fra befolkningen til de aktive at verdensmesterskaber ikke blot vindes, men at spillerne sejrer med stil, på en måde der vækker jubel ud over landets grænser.
Det brasilianske landshold, A selecao (de udvalgte), er i sandhed en institution i det brasilianske samfund, og kravene er som sagt skyhøje. Således er udskiftningerne på trænerbænken også altid foregået på et andet og langt højere tempo end for spillernes vedkommende. Presset fra de 155 millioner "landstrænere" er stort, og blev senest illustreret ved de mange demonstrationer til fordel for den populære veteran Romaríos udtagelse, op til VM i 2002. Med i truppen kom han dog aldrig, og daværende landstræner Felipão blev, på trods af sejren i den senere turnering, udover affæren med Romario udsat for kritik på grund af sin defensive, og i brasiliansk forstand utraditionelle, spillestil.
Heldigvis forløb forberedelserne til verdensmesterskabet i 2002, ikke på samme måde som dem op til turneringen i 1970, under militærdiktaturets sidste levetid. Her blandede samfundets ledende kræfter sig, da de krævede en ellers overvægtig Péle - der tydeligvis på det tidspunkt var udbrændt og ude af form - med i truppen. Da træneren modstod sig dette blev han afskediget og erstattet af en anden, i generalernes øjne mere "Péle-venlig"-mand på sidelinien.

Den næste store udfordring brasilianerne går i møde, ligger og venter i Sydafrika i sommeren 2010, ved næste verdensmesterskab. Og allerede kort efter seneste slutrunde gik forberedelserne i gang. Nu hedder træneren Carlos Dunga, en af verdensmestrene fra slutrunden i 1994, og holdets stamme er i færd med at blive bygget op omkring efterhånden rutinerede spillere som Ronaldo og Ronaldinho. Det er meningen at de skal indgå i et nyt samarbejde med store talenter som Kaká, der allerede har slået sit navn fast internationalt, og den unge stjerne fra klubben Santos, Robinho, som i forbløffende grad, til mange brasilianeres store glæde, minder om Péle. Fremtiden tegner sig så sandelig lyst for brasiliansk fodbold, der den dag i dag tager sig ud som en imponerende sammensætning af legendariske meritter og stadigt spirende talenter. VM i fodbold 2014 udpegedes af FIFA, den 30. oktober 2007 Brasilien som arrangør.

DE STØRSTE KLUBBER
Ligesom landsholdet lever Brasiliens mange klubber højt på stolte traditioner og århundredelang rivalisering. Navne på klubber som Corinthians, Palmeiras, São Paulo, Flamengo, Botafogo, Vasco da Gama og Fluminense klinger måske bekendt, men det er vel de færreste danskere der helt oprigtigt kan skilte med et bredt kendskab til diverse brasilianske hold.. Og det er en skam, for i den brasilianske nationalliga spilles der fodbold af høj klasse, helt på niveau med de bedste europæiske turneringer.
De hold som vi har valgt at koncentrere vores fodboldtilbud omkring er dem fra Rio, de fire hæderkronede klubber Flamengo, Fluminense, Botafogo og Vasco da Gama. Alle klubber der kan prale af imponerende meritter.

FLAMENGO
Den klub som dog skiller sig mest ud er Flamengo, der har taget sit navn efter den fattige bydel i Rio. Oprindeligt dannet som en roklub, der skulle tage kampen op til vands med de andre kvarterers robåde, tog Flamengo i 1905 fodbolden til sig, og ændrede samtidig klubbens farver til de sorte og røde der kendetegner den i dag.
Flamengo er Brasiliens suverænt mest vindende klub gennem tiderne, og er nok også den klub flest udlændinge kan nikke genkendende til. Størsteparten af de sort-rød stribedes tilhængerskare er traditionelt set fra Brasiliens lavere samfundslag, og netop det faktum forklarer nok dens størrelse. For klubbens enorme popularitet strækker sig nemlig langt ud over Rios bygrænser. Overalt i landet støder man på klubbens logo og farver på trøjer der bæres af personer i alle aldersgrupper, eller på flag der er plantet i vejsiden eller hænger ud fra balkoner i gamle gader i alle slags byer. Flamengo er sammen med Corinthians fra São Paulo, et af de arbejderklassehold der samler store dele af befolkningen omkring ét samlet håb, på en måde vel kun landsholdet kan overgå.

FLUMINENSE
Fluminense er klubben der betragtes som de mere velhavendes klub, og netop derfor står den klart i kontrast til publikumsmagneten Flamengo. Luften mellem de to klubber er da også meget betændt, og vibrerer af livslang rivalisering. Ligesom Flamengo er Fluiminense dog en yderst traditionsrig klub, hvis karakteristika som de kendes i dag stammer helt tilbage fra 1904.

Vil man ind og se en kamp i Rio, findes ingen bedre end "O classico do Fla-Flu". Det er til disse kampe at de to holds tilhængere på Maracanás tronende tribuner gør mest ud af deres opbakning til holdet, og til disse kampe at spillerne vil gøre det ekstra for at vinde. Stemningen er anspændt, larmen er øredøvende når smædesange fyger mellem grupperne af tilhængere, munden på ens sidemand bevæger, men lyden bliver væk i den høje piftekoncert der følger dommeren når han kommer med en tvivlsom kendelse og på banen bliver der tacklet så hårdt igennem at adrenalinen pumper helt ud til dem der sidder foran TV-skærmene. Men fordi holdende er så ivrige for at slå lige netop hinanden, bliver der spillet hurtig og angrebsivrig fodbold, med masser af mål som resultat. Det er et studie i passion man sjældent ser under hjemlige himmelstrøg, og i sandhed et alternativt indblik i den brasilianske mentalitet og hverdag, i hvilken fodbold udfylder en meget stor plads.
Det er dog ikke kun mellem Fluminense og Flamengo at rivaliseringen slår gnister.

BOTAFOGO
Botafogo er en anden af Rios berømte klubber, og som sine to naboer, er den også i besiddelse af en bemærkelsesværdig historie. Faktisk deler den mange særpræg med Flamengo. Botafogo er ligeledes opkaldt efter et kvarter i Rio, og var også til at starte med en roklub. I 1904 blev en separat fodboldafdeling grundlagt, og i tidens løb har store spillere trådt deres karrierers første fodboldstøvler her.

Særligt den berømte Garrincha huskes med stor glæde. Han spillede på hold med den 17-år gamle Péle under den VM-slutrunde i Sverige i 1958 som Brasilien vandt, og det diskuteres stadig i det skjulte, om ikke den succes først og fremmest skyldtes Garrincha. Han led dog en trist skæbne da han fattig, syg og alkoholiseret døde efter et lang periode i social armod. Måske er det derfor at han i dag ikke værdsættes på samme måde som Pelé, selvom hans talent havde rakt mindst lige så langt, hvis han ikke var sunket ned på bunden af en Cachacaflaske.

VASCO DA GAMA
Vasco da Gama er den fjerde store Rio-klub. Med en karavel som logo, et malteserkors på trøjen og en navngivning efter den store portugisiske opdagelsesrejsende, dyrker Vasco da Gama den dag i dag stadig sin symbolladede baggrund.

Da Vasco da Gama som vi kender den i dag blev grundlagt i 1915, var ambitionerne ikke kun af sportslig karakter. Det var grundlæggernes ønske at skabe et fælles samlingspunkt for alle samfundets klasser. Social lighed lå ligesom kampen mod racisme, gruppen af unge grundlæggere meget på sinde. Og Vasco, som klubben kaldes i folkemunde, var da også den første af landets store klubber der tillod farvede spillere at optræde på deres hold. Klubben ønsker i dag stadig at stå for fremskridt (deraf karavellen i deres logo) og symbolisere en konstant stræben mod nye mål.

LEGENDARISKE MARACANÁ
Alle klubberne spiller de fleste af deres kampe på Maracaná. Dette stadion anses traditionelt for at være verdens største fordi man i 1950 proppede 200.000. mennesker derind til en VM-finale. Set i lyset af de mange tragiske stadionulykker gennem tiderne, ville det aldrig tillades i dag, og må anses for at have været meget uforsvarligt. Ikke desto mindre er Mararcaná stadig et imponerende skue, inde- såvel som udefra. Der er i hvert fald plads til over 100.000. tilskuere, og den såkaldte heksekeddeleffekt er indbygget i dens runde form. Det vil sige at stadionet er bygget således at al lyd centreres ned omkring banen, og det skaber en helt speciel akustik der kan indgyde selv den mest rutinerede spiller respekt. Et meget typisk træk ved stadions i de sydligere lande.